Værd at vide
Hop til
- Reservation af grund
- Book en byggesagsbehandler
- Sagsbehandlingstid for en byggesag
- Lokalplaner
- Dispensation fra lokalplan
- Kommuneplan
- Hæk i vejskel
- Salgsvilkår
- Udbudsvilkår
- Indkørsel til grunden
- Flytning af teknisk udstyr
- Solceller
- Ingen byggegrund? Energirenovering
- Kan regnvandet stadig sive ned på din grund?
Reservation af grund
Når du laver en reservation af en grund, er det din garanti for, at kommunen ikke sælger grunden til anden side, uden du har mulighed for også at byde på grunden.
Kommunen sælger grunden til den af jer, som byder højest.
Du kan reservere en grund i tre måneder, så du har tid til fx at få finansieringen på plads, inden du skriver under på en købsaftale. Det er muligt at få forlænget reservationen med yderligere tre måneder.
Det er gratis og uforpligtigende at reservere en grund.
En erhvervsgrund kan reserveres for et år ad gangen.
Book en byggesagsbehandler
Du har mulighed for at booke et møde med en byggesagsbehandler, som kan hjælpe dig med afklaringer om det, du ønsker at bygge. Det kan for eksempel være i forhold til lovgivning, bebyggelsesprocenter, skel, lokalplaner med mere. Dialogen kan også afklare, om der er behov for justeringer, så du kan få en byggetilladelse.
Det kan være et fysisk møde på Rådhuset i Hjørring eller et telefonisk møde.
Book en byggesagsbehandler | Hjørring Kommune
Sagsbehandlingstid for en byggesag
Den gennemsnitlige sagsbehandlingstid er cirka otte uger fra det tidspunkt, hvor vi modtager fyldestgørende materiale.
Du kan medvirke til en hurtigere behandling ved at indsende en komplet ansøgning. Vi anbefaler, at du tager en forhåndsdialog med en byggesagsbehandler, inden du indsender din ansøgning.
Sager, der omfatter dispensationer, fravigelser fra byggeretten, nabohøring, komplekse forhold eller krav om tilladelse efter anden lovgivning, vil typisk have en længere sagsbehandlingstid. Behandlingstiden kan også variere i forbindelse med ferieperioder og helligdage.
Sagsbehandlingstid | Hjørring Kommune
Lokalplaner
En lokalplan fungerer som en lokal lov, der fastsætter regler om bebyggelse og anvendelse af arealer indenfor planens område.
Lokalplanen er en fleksibel plantype og kan regulere en lang række forhold om anvendelse, bebyggelsens omfang og placering, veje og stier og arkitektonisk udformning af et område.
Lokalplaner består af en redegørelse, bestemmelser og kortbilag. Der er juridisk bindende bestemmelser om anvendelse, bebyggelsens placering og udseende, trafikforhold, ubebyggede arealer mv. Der er et eller flere kortbilag. Redegørelsen beskriver, hvordan planen forholder sig til kommuneplanen og øvrig planlægning for området.
En lokalplan giver grundejeren ret til at bebygge og anvende ejendommene i overensstemmelse med lokalplanens bestemmelser. Grundejerne må ikke bygge nyt, ændre anvendelse og så videre i strid med en lokalplan.
Lokalplanen regulerer kun fremtidige forhold og giver dermed ikke grundejere handlepligt, og eksisterende lovlige forhold kan således fortsætte som hidtil.
En lokalplan er gældende, indtil der udarbejdes en ny lokalplan for området.
Lokalplanen for de enkelte grunde indgår som en del af salgsmaterialet.
Læs mere om lokalplanlægning her
Dispensation fra lokalplan
Udgangspunktet er, at lokalplanens bestemmelser skal overholdes.
Kommunen kan dog dispensere fra bestemmelserne i en lokalplan, hvis dispensationen ikke er i strid med principperne i planen.
Videregående afvigelser kræver udarbejdelse af en ny lokalplan. Med principperne i planen menes formålsbestemmelserne og de anvendelsesbestemmelser, der er fastlagt ud fra formålet, den fastlagte struktur og fordelingen mellem friarealer og bebyggede arealer.
Du skal ansøge om dispensation i forbindelse med ansøgning om byggetilladelse. Dispensationsansøgningen skal begrundes.
Inden kommunen kan træffe endelig beslutning om at dispensere, skal kommunen som hovedregel høre ejere og brugere i det område, der er omfattet af planen, samt naboer, visse foreninger mv. Nabohøringen skal vare min. 14 dage, og de indkomne bemærkninger vil sammen med ansøgerens begrundelse for dispensationsansøgningen indgå i en samlet vurdering af det ansøgte.
Kommunen kan stille betingelser, der skal overholdes, for at en dispensation er gældende. Kommunen sørger for at tinglyse betingelser af varig interesse på ejendommen, men det er ejeren, der skal betale for tinglysningen.
Kommuneplan
Hvis en grund ikke er omfattet af en lokalplan, gælder de generelle bestemmelser i kommuneplanen for området. Der kan være specifikke rammer for området, som gælder for byggeri og arealanvendelse.
I kommuneplanen kan du indtaste adressen på den grund, som du er interesseret i, og se hvilke bestemmelser grunden er omfattet af.
Forside - Hjørring Kommuneplan 2025 - Hjørring Kommune
Hæk i vejskel
Der kan være bestemmelser i lokalplanen, om at der skal være en hæk eller et fast hegn mod boligvejen. Der kan også være bestemmelser om, hvilken højde hegnet må have.
Når man planter hækplanter, er det vigtigt at huske, at små planter ofte bliver væsentligt større med tiden. Derfor bør du plante hækken 30-50 cm fra vejskellet, så hækken har plads til at vokse.
Salgsvilkår
Alle grunde sælges på en række vilkår, som er ens for alle de grunde, som Hjørring Kommune sælger. Der er dog lidt forskel vedrørende boliggrunde og erhvervsgrunde.
Der kan gælde specifikke salgsvilkår for udvalgte grunde. Disse vilkår går forud for de generelle vilkår. Eventuelle vilkår vil fremgå af salgsvilkårene for de enkelte grunde.
Udbudsvilkår
Ethvert salg af grunde og ejendomme i Hjørring Kommune er omfattet af bekendtgørelse nr. 396 af 13. marts 2021 om offentligt udbud ved salg af kommunens, henholdsvis regionens faste ejendomme og den tilhørende vejledning nr. 9175 af 3. marts 2021.
Det betyder, at stort set alle grunde og ejendomme skal i offentligt udbud, før de kan sælges.
Salg sker typisk til højestbydende, medmindre der har været andre udvælgelseskriterier, som vil være oplyst i udbudsannoncen for den enkelte grund eller ejendom.
Indkørsel til grunden
Køber kan typisk selv være med til at beslutte, hvor indkørslen til den nye grund skal være. Det kræver dog en tilladelse fra vejmyndigheden, som køber selv skal indhente. Inden man indsender en byggeansøgning, er det en god ide at søge om en overkørsel til den nye grund, så man er sikker på, at indkørslen kan være, hvor det passer i forhold til husets placering på grunden.
Der er skærpede regler for erhvervsgrunde, så her er det særligt vigtigt at søge om en overkørselstilladelse, før man lægger sig fast på placering af bygninger.
Adgangsforhold (Overkørsel) | Hjørring Kommune
Flytning af teknisk udstyr
Det kan forekomme, at der er teknisk udstyr, som fx gadelys, el-skabe o.l., som har en uheldig placering i forhold til den måde man gerne vil udnytte sin grund på. Det kan i nogle tilfælde lade sig gøre at få flyttet udstyret.
- Hvis du har et ønske om at få et gadelys flyttet, skal du sende din anmodning til materielgaarden@hjoerring.dk.
- Går ønsket på at få flyttet et el-skab eller andet udstyr vedrørende kabler og ledninger, skal du kontakte det konkrete forsyningsselskab.
Vær opmærksom på, at du selv kommer til at afholde udgiften til en eventuel flytning af udstyr.
Solceller
Det kræver ikke byggetilladelse at opsætte solceller, hvis anlægget følger tagets hældning eller opsættes parallelt med facaden. Men anlægget skal altid indberettes til BBR, når det er etableret.
Forside - Hjørring Kommuneplan 2025 - Hjørring Kommune
Ingen byggegrund? Energirenovering
Det er ikke altid muligt at købe en byggegrund, der hvor man helst vil bo. Hvis du har forelsket dig i et område, uden udsigt til nye byggegrunde, kan du i stedet se efter et hus, som kan renoveres eller omdannes. Det mest bæredygtige hus er det hus, der allerede er bygget. Store mængder CO₂ er indlejret i byggematerialer og infrastruktur. Det giver derfor i et klimaperspektiv god mening at omdanne og transformere et eksisterende hus og begrænse inddragelse af jomfruelig jord, så fremtidens klimaaftryk begrænses.
Forside - Hjørring Kommuneplan 2025 - Hjørring Kommune
Hvis du er nysgerrig på at renovere, kan Videncenteret Bolius give både inspiration og viden om den type projekter. Det kan derfor være et godt sted at starte.
Renovering eller bygge nyt – hvordan træffer du det bedste valg?
Kan regnvandet stadig sive ned på din grund?
Når det regner, kan vandet sive ned i jorden på græsplæner og i bede. Men på tage, fliser, asfalt og andre faste belægninger løber regnvandet væk på overfladen.
Derfor har det betydning, hvor stor en del af din grund der er dækket af bygninger og belægninger.
Hvor meget af din grund er dækket af bygninger og belægninger?
Befæstelsesgrad er et teknisk udtryk for, hvor stor en del af din grund der er dækket af bygninger eller tætte belægninger.
Det kan for eksempel være:
- Bolig, garage og skur
- Terrasse
- Indkørsel
- Fliser
- Asfalt
Jo mere af grunden der er dækket af bygninger og belægninger, desto mindre regnvand kan sive ned i jorden.
Eksempel
Hvis din grund er 1.000 m², og hus, garage, terrasse og indkørsel tilsammen fylder 400 m², har grunden en befæstelsesgrad på 40 %.
Hvorfor er det vigtigt?
Når en stor del af en grund er befæstet, vil mere regnvand løbe væk på kort tid. Det kan belaste kloaksystemet og øge risikoen for oversvømmelser ved kraftig regn.
Derfor kan der være krav til, hvor meget regnvand der må afledes fra en ejendom.
Hvor meget overfladevand må du lede til regnvandskloak?
I nogle områder er der fastsat en afløbskoefficient. Den angiver, hvor stor en del af regnvandet fra din grund der må afledes til regnvandskloakken. Hvis du er nysgerrig på, hvad der gælder for din grund, så kig her i spildevandsplanen.
En afløbskoefficient på 0,4 betyder, at op til 40 % af regnvandet må afledes, mens resten skal håndteres på egen grund.
Hvis en stor del af grunden er dækket af bygninger, fliser eller asfalt, kan det være nødvendigt at etablere løsninger til nedsivning eller forsinkelse af regnvandet. Se Regnvand | Hjørring Kommune.
Hvad er dit ansvar som grundejer?
Som grundejer er du ansvarlig for, at regnvand fra din ejendom ikke giver problemer for naboer, veje eller andre omkringliggende arealer.
Derfor er det en god idé at tænke regnvandshåndtering ind, hvis du planlægger at bygge til eller etablere flere befæstede arealer på din grund.