Fra Høngårds Ager er der knap 800 meter til Lundergård Skolen via et lukket stisystem med underføring under Løkkensvej. Toget mellem Hjørring og Hirtshals stopper ved Teglgårdsvej Station knap 400 meter fra området. Det tager 5 minutter med tog til Vendsyssel Teater og Metropol.
Syd for området ligger Lundergård Plantage, som er et 22 hektar stort naturområde med kuperet terræn og en mosaik af forskellige naturtyper og beplantninger. Syd for plantagen ligger Hjørring Rideskole, hvor man kan have sin hest opstaldet.
Bygningshøjden må være op til syv meter, og at der kan bygges i to etage. Bebyggelsesprocenten er 25.
Salgsprisen er inkl. moms og tilslutningsbidrag til kloak, vand og el.
Spændende handelsliv og stærk kulturprofil
Hjørring er kommunens hovedby og en vigtig drivkraft i Vendsyssel. Byen er nu, som i hele dens lange historie, center for handel og administration. Byen har til stadighed formået at udbygge sin rolle som administrativt centrum, og den rummer i dag store offentlige arbejdspladser, der udover den kommunale administration også omfatter blandt andet Sygehus Vendsyssel, Militæret, Retten i Hjørring, Skattecentret og Statens Administration.
Byen er forbundet med motorvej og jernbanespor, hvilket gør det let og hurtigt at færdes i regionen.
Hjørrings position som den betydeligste handelsby i Vendsyssel er styrket væsentligt de senere år, blandt andet ved opførelsen af shoppingcentret Metropol, gågademiljøet i Strømgade/Østergade og ved etablering af Bispetorvet med Føtex og andre kædebutikker.
Et stærkt kendetegn ved Hjørring er byens kulturprofil. Byen har en række spændende kulturelle institutioner, blandt andet Vendsyssel Historiske Museum, Vendsyssel Kunstmuseum og det nybyggede Vendsyssel Teater. Ligeledes er byens naturprofil med store grønne kiler, centralt beliggende parkanlæg og mange gamle træer et stærkt kendetegn.
Mange små og mellemstore virksomheder indenfor fremstilling, bygge/anlæg og privat service skaber sammen med detailhandlen og den offentlige sektor grundlag for et stort antal arbejdspladser, der igen er med til at skabe en forholdsvis stor pendling til byen.
Tidligt satsede Hjørring på at tiltrække uddannelser, og byen er i dag den næststørste uddannelsesby i regionen. 4-4.500 uddannelsespladser indenfor både ungdomsuddannelser og korte og mellemlange videregående uddannelser tilfører bylivet mange vitaminer.
Der bor knap 25.000 mennesker i Hjørring. Det svarer til en tredjedel af Hjørring Kommunes indbyggere, og befolkningstallet er stigende.